Spring til indhold

Ny sorggruppe hos Selvhjælp Svendborg

Ny sorggruppe hos Selvhjælp Svendborg

December måned og juledagene kan være en svær tid for alle dem, som har mistet en tæt på. Når jule-minderne dukker op, så er det almindeligt at sorgen mærkes endnu stærkere – selvsagt også i lyset af alle de andres fællesskab og samhørighed.

En deltager i Selvhjælp Svendborgs sorggruppe, Kjeld, mistede både sin kone og søn i 2022. Kjeld stod dermed i en meget svær situation, men fik heldigvis god hjælp fra Sundhedshuset, som sendte ham videre til sorggruppen i Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg. Kjeld siger følgende om sit forløb i sorggruppen:

”Når adventstiden starter, så savner jeg min kone og tænker på, hvordan hun gik og pyntede op til jul. Hvis ikke jeg havde været i sorggruppen, så havde der været et tomrum. For i sorggruppen har jeg fået vendt nogle ting til taknemmelighed og fået bekræftet glæden over, at min kone og søn har levet. I gruppen oplever jeg et fællesskab, fordi vi bærer på den samme sorg – bare på vidt forskellige måder. Sorggruppen har givet mig mere end kun at lindre min sorg – den har givet mig nye perspektiver og skubbet mig videre.”

På Frivilligcenter og Selvhjælp er der plads til dig, der har mistet og gerne vil tale om sorg. Gunhild Hansen, som er pensioneret psykolog, står for vores sorggruppe – og tilbyder desuden gratis en-til-en samtaler, hvor det sværeste kan tales igennem inden et egentligt sorggruppe-forløb. Gunhild har selv erfaring med sorg og har en personlig forståelse for hvordan sorgprocesser på en gang er helt unikke og samtidig har meget til fælles.

Vi starter en ny sorggruppe op i det nye år – og du er meget velkommen til at kontakte Anja på telefon 42 40 52 95 for at høre mere om gruppen eller få tid til en indledende samtale med Gunhild.

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies  Læs mere