Spring til indhold

PRESSEMEDDELELSE Fyn rundt på krykker

gaa-dig-glad-facebook-profil-3
Frank Sørensen - Fyn rundt på krykker
Frank Sørensen, 35 år, Svendborg, har sat sig for at gå Fyn rundt i etaper – på krykker vel at bemærke.
Det er ikke helt nyt for Frank at gå på langtur. Sidste år gik han Bornholm rundt, også på krykker, og det er planen at det skal gentages igen i år. Men det er første gang at Frank tager turen rundt om Fyn, og planen er at han hen over de næste par måneder, hver anden lørdag, går 30-50 km pr. tur, indtil han er nået hele vejen rundt. Og dét er noget af en succeshistorie, der ellers ikke lige umiddelbart lå i kortene for Franks fremtid.

En alvorlig trafikulykke

I februar 2003 var Frank ude for en alvorlig trafikulykke der knuste hele hans højre side. Prognosen var dårlig, og da han kom op af sengen, var det med støtte af en rollator. Lægerne mente, at Frank ville ende i en kørestol inden han blev 50. Men Frank ville det anderledes.

Det startede ikke alt for lyst ud. Da Frank for ca. 4 år siden fik tilkendt førtidspension sad han hjemme og ville helst ikke uden for en dør, mest af alt gik dagene med at se fjernsyn og spille computer. For 2 år siden besluttede Frank sig for, at der skulle ske noget andet, og meldte sig som frivillig i Kontakt mellem Menneskers genbrugsbutik, Genbrugskontakten. Og det blev et vendepunkt.

Til start arbejdede Frank 2 timer 2 gange om ugen, og turen til og fra det frivillige arbejde foregik med rollator. Som Frank fortæller: ”Det var nærmest umuligt. At bevæge sig i Svendborg by med rollator er vildt besværligt, og så fik jeg ondt i ryggen af at gå bøjet over rollatoren”. I dag er Frank fortsat frivillig i Genbrugskontakten, nu 4 gange 2 timer om ugen, og som han siger ”Det har ændret mit liv, fuldstændigt!”.

”Kontakt mellem Mennesker”, Sydfyns frivilligcenter, giver madpakken

Som frivillig i Genbrugskontakten oplevede Frank at blive en del af et fællesskab, at have noget at stå op til og at få et indhold i tilværelsen der smittede positivt af på lysten til livet. Det gav ham også overskuddet til at give sig selv et spark bagi – og på egen hånd fik Frank med tiden trænet sig op til at kunne gå med støtte af krykker, og kunne stille rollatoren væk.

Og det er i taknemmelighed for denne nye chance, at Frank har valgt at gå turen med logoet fra ”Kontakt mellem Mennesker” samt ”Gå dig Glad” trykt på sin refleksvest. Fordi han ønsker at gøre opmærksom på stedets aktiviteter, og på den betydning stedet har haft for hans egen historie. ”Kontakt mellem Mennesker” støtter Frank på hans tur rundt, dels ved at give et tilskud til madpakke på turene, og dels ved at have kontaktet frivilligcentrene rundt om på Fyn, for at høre om de gi’r en kop kaffe på Franks tur rundt, hvis turen naturligt falder forbi.

Følgende Frivilligcentre, der ligger på Franks rute, tager varmt imod med en god kop kaffe: Frivilligcenter Nyborg, Frivilligcenter Odense/Borgernes hus,

Vi ønsker rigtig god tur, hils gerne på hvis I møder ham på turen.

Frank Sørensen

Indslag på TV2 Fyn om Frank der går Fyn rundt på krykker

TV2 var forbi Genbrugskontakten, Vestergade 93, for et par uger siden for at lave et indslag om Frank og hans utrolige historie – en historie der blandt andet handler om at finde lysten og viljen til et godt liv igen, efter en dramatisk trafikulykke. En del af historien er også, at Frank gennem sit frivillige arbejde i Kontakt mellem Menneskers Genbrugsbutik, Genbrugskontakten, vendte nat til dag, og kæmpede sig fri af sin rollator.

Se TV2 indslaget her om Frank og hans viljestyrke til at vende tilbage til en, næsten helt normal, og velfungerende tilværelse – en mulighed der ellers var næsten utænkelig, da Frank efter en voldsom trafikulykke i 2004, blev spået at ende i en kørestol.


Den fik desuden plads på TV2s hjemmeside:

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies  Læs mere