Frivilligcenter Svendborg
giver de lokale frivillige sociale foreninger en håndsrækning med en gratis online guide.
- 14. maj 2020
I en tid hvor foreningerne ikke kan mødes fysisk med deres brugere og medlemmer, er der behov for at vi gør hvad vi kan, for fortsat at tilbyde meningsfulde foreningsfællesskaber. Det kan være lidt af en udfordring at stille sig frem på en skærm, og række ud mod brugere, medlemmer og udsatte borgere på en ny og anderledes måde.
Det gør Frivilligcenter Svendborg nu noget ved. Gry Marcussen, Frivilligcenter Svendborg fortæller: ”Vi har haft henvendelser fra lokale foreninger, der har behov for at finde ud af, hvordan man bedst kan bruge online platforme som fx Zoom, Facebook livestream og Skype til at holde kontakten og lave meningsfulde online tilbud. Og ikke mindst, at afvikle møder på nettet. Vi ser det som en oplagt opgave for Frivilligcenteret at hjælpe foreningerne med at blive trygge ved at færdes rundt på de forskellige online platforme”.
Frivilligcenter Svendborg har derfor, i samarbejde med ”Ingerfair”* udviklet 4 små, letforståelige film, der guider en udenom de værste begyndervanskeligheder. Og som ikke mindst, hjælper foreningerne med hvordan man får guidet brugere ind i de virtuelle online tilbud.
Gry tilføjer: ”Alle de frivillige sociale foreninger i Svendborg har lukket deres fysiske aktiviteter ned, og vi oplever at mange forsøger at finde nye veje til at hjælpe borgerne igennem denne her svære tid. De 4 film giver hjælp til hvordan man kommer ind og bruger de forskellige online platforme i her-og-nu situationen, men de kan også fint bruges når vi er kommet på den anden side af nedlukningen, hvis man som forening har lyst til at prøve kræfter med nogle af muligheder der er med at bruge de virtuelle platforme.”
Er man interesseret i at få adgang til de 4 film, kan man kontakte Frivilligcenter Svendborg ved at sende en mail eller ved at ringe på 62 20 11 30. Under nedlukningen er træffetiden pr. mail og telefon fra kl. 10-14.30.
Frivilligcenter Svendborg er et af 5 ben i foreningen ”Kontakt mellem Mennesker”. Udover Frivilligcenteret, varetager ”Kontakt mellem Mennesker” aktiviteterne: Selvhjælps- og netværksgrupper, Fællesskabsprojektet Café hos Narges, foreningernes hus Frivillighuset samt ”Kontakt mellem Mennesker”s genbrugsbutik – Genbrugskontakten i Vestergade. Frivilligcenter Svendborg henvender sig til foreninger og borgere i Svendborg, med det formål at støtte, fremme og udvikle det frivillige sociale felt lokalt.
*”Ingerfair” er Danmarks største virksomhed, som udelukkende er specialiseret i at uddanne og rådgive foreninger, organisationer og kommunale institutioner i de redskaber, tilgange og spørgsmål, som knytter sig til arbejdet med frivillige.